Den dybereliggende forklaring på enevældens indførelse var, at den eksisterende styreform ikke svarede til samfundets kompleksitet. Den ydre anledning var de tabte krige til arvefjenden Sverige i 1658-1660, hvor det danske rige mistede alle provinser øst for Øresund – undtagen Bornholm. Riget var meget tæt på at være bankerot. Der var store udgifter til lejehærene, som førte krigen fra dansk side. Fremmede hære havde hærget landet og krævet forsyninger direkte af lokalbefolkningen.