agnete callesen's List: Kvindebevægelsen

• Feministen Mary Wollstonecraft (1759-1797) var den første, der knyttede sine egne og andre kvinders erfaringer af undertrykkelse sammen med demokratiets nye lighedsidealer.
• A Vindication of the Rights of Woman fra 1792 regnes for et pionerværk inden for feministisk filosofi, og her argumenterede hun for uddannelse som vejen til kvindernes frigørelse.
• I Danmark overraskede forfatteren Mathilde Fibiger (1830-1872) sin samtid med romanen Clara Raphael, Tolv Breve fra 1851, hvor hun knyttede en forbindelse mellem den nationale og demokratiske bevægelse og kvindernes frigørelse.
• Selvom der ikke deltog kvinder i folketoget til kongen den 21. marts 1848, gjorde Mathilde Fibiger alligevel begivenheden til udgangspunkt for den første kvindesagsroman i Danmark, nemlig Clara Raphael, Tolv breve fra 1851
• Clara Raphael er fortvivlet over kvindernes stilling: "Vor stilling i samfundet er sørgelig, og hvorfor? Hvad ret har manden til at undertrykke os? Thi underkuede er vi, om end lænkerne er forgyldte". At smide disse lænker er imidlertid en vanskelig sag, fordi de sidder i sindet og bevidstheden: "Da friheden blev bønderne forkyndt, græd nogle af dem, og bad, om de måtte blive som de havde været".
• hvad det egentlig var, hun kæmpede for, svarede hun: "Jeg vil stride, leve for det jeg forstår ved damernes emancipation".
• I 1871 stiftede Frederik (1837-1922) og Matilde Bajer (1840-1934) Dansk Kvindesamfund, den første kvindeorganisation i Danmark.
• Først i 1906 blev der flertal for at gøre kravet til foreningens officielle politik. Siden er kvinderne rykket ind i stadig flere af samfundets institutioner. Om de har opnået fuld ligeberettigelse er stadig til diskussion.
• "Enker, forladte og separerede hustruer samt ugifte kvinder, der er 25 år gamle og myndige med eller uden kurator, skal have lige adgang med mandspersoner til næringsdrift, når de fyldestgør de for mænd foreskrevne betingelser".
• Nina Bang (1866-1928) blev i 1924 undervisningsminister i den første socialdemokratiske regering og dermed verdens første kvindelige minister.

8 more annotations...

• • Kvinder ville ikke betale fuld pris, da de ikke havde samme løn som mænd
• Den danske kvindebevægelse opstod i 1871 med oprettelsen af Dansk Kvindesamfund, men bygger i øvrigt på de lighedstanker, der opstod som følge af den franske revolution i 1789. Det første store slag for kvindebevægelsen stod med indførelsen af kvindernes valgret, som blev indført i Danmark i 1915. En af de mere markante perioder i den danske kvindekamp opstod i 1970'erne, hvor en gruppe københavnske kvinder i foråret 1970, inspireret af amerikanske initiativer, gennemførte nogle happenings. Blandt andet nægtede de at betale fuld billetpris for benyttelse af offentlig bus med den begrundelse, at kvinder ikke havde samme løn som mænd. Aktionerne gav stor medieomtale. Snart fulgte kvindegruppen, der kaldte sig for Rødstrømperne, aktionen op med flere lige så spektakulære der også satte fokus på kvinders funktioner som sexobjekter og lignende. En ny kvindebevægelse med ideer om kvinders frigørelse født. Et andet slag i bevægelsen opstod, da kvindesagsgrupperne begyndte at kæmpe for kvindens ret til sin egen krop. I århundrede har mænd behersket kvindens krop, med deres mulighed for at gøre kvinder gravide. Denne ret blev kraftigt indskrænket med indførelsen af p-piller og retten til fri abort.
• Med samfundets lighedsideologi vandt kvindebevægelsen de moralske holdningsdiskussioner. I 1970'erne udviklede dele af kvindebevægelsen sig i retning af isolerede, mandefjendske enklaver, men den brede strøm ledte i retning af formaliseret og reel ligestilling. Efter Rødstrømpernes første aktioner blev der afholdt ølejre, hvor kvinderne diskuterede undertrykkelsens spørgsmål samt særlig kvindefestivaler med kvindlige musikere, kvindetalere samt 'kvindemad'.

• Kvindebevægelsen der eksisterede inden Rødstrømperne bestod grundlæggende af deltagere med forskellig politisk observans, hvor de talte deres sag og fik indlagt særlige kvindevinkler på emnerne. For eksempel fik flere faglige forbund deres særlige kvindeudvalg, ligesom politiske partiers kvinder ofte tenderede mod at tage udgangspunkt i deres identitet som kvinder, nok så meget som i deres partis idégrundlag.

   

  Kvindebevægelsens synspunkter om ligestilling sejrede i lovgivningen som i den offentlig mening, hvilke var medvirkende til at kvindebevægelsen omkring 1980 mistede 'pusten' og sygnede hen. Hvad Rødstrømperne havde sat i gang fik derimod sin egen dynamik. For eksempel blev der siden oprettet specifikke kønsforskningscentre på landets universiteter.

• Allerede i 1970'erne var unge kvinders uddannelses- og erhvervsfrekvens på lige fod med unge mænds. Stigningen herefter i kvinders erhvervsfrekvens til vore dages niveau skyldes at 'husmodergenerationerne' efterhånden gled ind i pensionsalderen og dermed ud af erhversstatistikken, mens de nye kvindeårgange som noget selvfølgeligt blev tilknyttet arbejdsmarkedet.

   

  Alligevel blev kønnenes ligestilling med hensyn til løn, erhverv og placering i arbejdsmarkedets hierarkier vanskelig at gennemføre i praksis. Kvinder er forsat stærk overrepræsenterede i fag med relation til de traditionelle 'kvindedyder': omsorg, pleje og opdragelse. Dette er et problem, fordi i disse såkaldte'kvindefag' er lønnen typisk lavere end de traditionelle 'mandefag' med samme uddannelsesniveau. Når kvinder 'trængte' sig ind på nye fagområder, er der oven i købet en tendens til at lønnen faldt. Ledelse, der er karakteriseret ved højere status, højere løn og flere frihedsgrader i arbejdet, vedblev at være et arbejde lettere tilgængeligt for mænd, ligesom forskningsstillinger ved universiteterne er det.

3 more annotations...

• »Er pigerne fra Jernet kommet?« gjaldede det ud over Rådhuspladsen den februaraften i 1971, hvor tusindvis af kvinder i alle aldre og fra mange forskellige arbejdspladser var samlet til demonstration i anledning af overenskomstforhandlingerne. Alverdens bannere og røde sejl var sat til for at tromme kønnet sammen og få presset ligelønskravet igennem det år.

   

  Spritduplikerede flyveblade gik fra hånd til hånd hen over pladsen, og en strøm af nye kvindesange så tusmørkets lys, mens 8.000 kvinder marcherede til Forligsinstitutionen, hvor alle de brede og mægtige forbundsformænd sad og forhandlede fremtidens løn for kvinder. Udenfor lød fællessangen: »Sov Dukke-Lise, sov og bli stor/ og mens du sover, styrer din bror, / planlægger veje, bygger bedrift, / sov Dukke-Lise / sov og bli gift.«

   

  Den aften blev den danske kvindebevægelse født, fortæller Bente Hansen i sin bog »En køn historie«, der er en lang række erindringer, centreret omkring kvindebevægelsens guldalder i 1970erne, som netop er udkommet.

   

  Ud af den overvældende, nærmest eksplosive, tilslutning til denne første store kvinde-demo på Rådhuspladsen i februar 1971 voksede et væld af kvindegrupper med lyst til hinandens selskab, til opsigtsvækkende aktioner, festivaler og kollektive ølejre på Femø, hvor der var absolut adgang forbudt for mænd.

   

  Sådan da. En enkelt lokal bondemand, der skulle hente lejrens wc-spande på sin mælkejungevogn, havde daglig tilgang til det kvindelige paradis. Og det forsmædelige faktum havde fået en særligt rettroende søster til at hænge en seddel op i fælleshuset: »Når der nu ikke må komme mænd i lejren, hvorfor kommer der så en mand og henter alle wc-spandene til tømning?« Nedenunder havde en anden kvinde svaret på rede hånd: »Al lort til mændene!«

• Mandekvinde
  Også her havde »mandekvinden« Bente Hansen en finger med i spillet. Hun definerer selv en mandekvinde som »en af dem, som var begyndt at tænke ligesom mændene«, og på Femø i sommeren 1971 gik denne splittelse op i en højere lykkelig enhed. For en stund var matriarkatet en rasende realitet. Helt nye leveregler blev indført for kvinder og børn. Man dansede kædedans hver aften, dog kun til kvindemusik. Til kønnets skræk og advarsel havde man hængt en plakat op af Jimi Hendrix, hvor der var malet en stiplet linje med pil ned til hans skød og den håndskrevne opfordring: »Klip pikken af din beatmusiker!«

   

  Udover dette kontante opgør med »pikrocken«, som Femø-kvinderne døbte mændenes aggressive musik, tog man også bestik af samtlige spejle i lejren. De blev konsekvent fjernet fra alle badehuse og lokummer, for som Bente Hansen forklarer 33 år efter:

   

  »Her i lejren så vi nemlig ikke verden og os selv i et spejl, vi spejlede os ikke, vi så ud af vores egne øjne, og vi troede på det, vi så. Og det, vi så, var andre kvinder, som netop havde forandret sig fra »andre« til »søstre«. Det kunne ikke blive bedre.«

   

  Skildringen af dette Utopia midt i Smålandshavet er det episke højdepunkt i Bente Hansens erindringer, som kapitel efter kapitel svinger noget ujævnt fra det festlige og fandenivoldske til noget, der ligner en knastør studiekreds i kvindesagen med særligt henblik på Friedrich Engels' teorier om matriarkatets undergang, som Bente Hansen også holdt foredrag om i 1967.

• Ublufærdig tid
  Her 30 år efter trækker hun igen sin elskede Engels ud af reolen og citerer ham for ordene: »Manden tog også styret i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til slave af hans lyster og til rent og skært redskab til børneavl«?

   

  Er det provokorende i 2004? Og endnu vigtigere: Er det sandt?

   

  Jeg synes først og fremmest, det virker anakronistisk. Især når man lægger det til Bente Hansens stedvis forsigtige, grænsende til berøringsangste, måde at servere sine erindringer om den danske kvindebevægelse på.

   

  Den, der havde sat næsen op efter lidt insider-viden om kønsmagtkampe i SF, VS og på Informations og Politisk Revys redaktionsgange i 70erne, og drømt om en enkelt orgiastisk skildring af sommerlivet på Femø og weekendmøder i basisgrupperne, går forgæves i Bente Hansens erindringer. I så henseende er der lukket for det varme vand, skønt det på første side slås fast, at kvindebevægelsens »overtagelse« af ungdomsoprøret efter 1970 foregik i en »meget ublufærdig tid«.

   

  Næppe er dette sagt og skrevet, før Bente Hansen selv påkalder sig retten til at være blufærdig og værner trofast om privatlivets fred i forholdet til alle de gamle medsøstre. Ovenstående fotografi af seks stolte kvindemåse fra sommeren 1971, er for så vidt det nærmeste, vi kommer alle disse prægtige pionerer og formødre.

   

  Det er bestemt et stærkt syn, men kors i hytten hvor man undervejs i de 325 sider savner mere kød på de private kvindehistorier, som var en så væsentlig del af det aktive kvindeoprør i 70erne, når man via basisgruppens rundkreds, pjecer, Shit og Chanels plader og bøger som »Kvinde kend din krop« fortalte den enkelte kvindes historie til de mange.

• Ånden fra 68
  Når man i dag ser tilbage på 1968 og spørger, hvad der blev af ungdomsoprøret og oprørerne, finder man svaret i kvindebevægelsen. Den startede som en udløber af 60er-oprøret og var til dels en protest mod selve oprørsgenerationens mandsdominerede sammensætning og stil. Men heller ikke deres fædre skulle dø i synden. Som der stod på én af tidens kvindelige demo-bannere: »I gamle mænd, se så at få lettet røven fra pengekassen!«

   

  Så let og smertefrit skulle det som bekendt ikke gå. Hverken ligestilling, ligeløn eller forslaget om en 6-timers arbejdsdag vakte genklang og tilslutning i patriarkatet omkring 1980. Samtidig splittedes kvindebevægelsen i de »gamle« rødstrømper og moderne, militante feminister. Festen var pludselig forbi i begyndelsen af 80erne og det århundredelange slid, der handler om at få mandens tunge øjenlåg op for kvindesagens betydning, kunne genoptages.

   

  Samtidig viste det sig snart, at der var en høj pris at betale for kvindernes frigørelse. Det er der stadig. I mere end 30 år har denne kulturrevolution i Danmark smadret ægteskaber på stribe og resulteret i det største antal skilsmisser, vi nogensinde har set herhjemme. Et tal, der desværre kun er opadgående og betyder, at stadig flere børn bliver kastebolde og gidsler i forældrenes enøjede magtkamp.

• Det er ikke nødvendigvis kvindernes skyld, men kunne det tænkes at være kvindebevægelsens? Løb den løbsk i 1970erne? Forduftede toneangivende feminister fra deres ansvar, da den første euforiske sejrsglæde havde lagt sig? Og noget helt fjerde: Findes der kun de grænser for kvindens frihed, som kønnet selv sætter? Her savner man den gamle basisgruppe-eksperts sunde vilje til at gribe i egen barm og gøre status; til at »kritisere og selvkritisere«, som det hed i fortidens basisgruppe-jargon.

   

  Solidaritet kan, hvor væsentlig denne samfølelse end er, være en sovepude. Bente Hansen kunne have vækket den forstenede kvindesag anno 2004 med et vræl af erindringer. Nu må vi nøjes med en festsang og kædedans til det gamle omkvæd: »Kom alle kvinder i dansen at gå/ vi vil ikke mere bare kigges på/ åh nej - vi vil ikke mere bare kigges på«.

3 more annotations...

• Der bruges i disse år mange kræfter på at opnå ligestilling mellem kønnene,  men det eneste, der kommer ud af de anstrengelser, er grimme ord og  forvirrede mænd.
• Og jeg har intet problem med at  lade kvinder bestemme. Faktisk holder jeg meget af at arbejde sammen med  kvinder, og jeg elsker at beundre dem for alt muligt; for deres skønhed,  deres omsorg, ja, og for deres unikke evne til at skabe liv.
  
  Sådan  tror jeg egentlig, de fleste mænd har det.
  
• et  er blevet fuldstændig gratis at sværte mandekønnet til i sexistiske  vendinger, og dette spænder lige fra påstande om, at kvinder er bedre ledere  end mænd (hvilket omvendt betyder, at mænd er dårligere ledere end kvinder),  til eksempelvis bete
• gnelsen ’gammel gris’, en fordømmelse, som nedkaldes i  flæng over mænd, hvis partner er yngre (hvad kaldes en kvinde med en yngre  mand?).
• Før var det ofte sådan, at manden gik til fordel for en yngre kvinde. I dag  skrider kvinderne for at få plads til at udleve deres ambitioner. Tidligere  stod kvinden forarmet tilbage, når manden skred. Uden penge. Slidt og  nedkørt. I dag er det mandens tur til at stå hjælpeløs tilbage. Ikke på  grund af skidt økonomi, men af mangel på kvindeligt nærvær i livet – uden et  nøglehul.
• Manden må vælge mellem at blive skilt fra sin familie og at rette ind og  blive sådan, som kvinden kræver. Og til det fordres, at han udvikler sine  følsomme sider, skatter de nære værdier og lægger sine maskuline standarder  af vejen.
• igestilling betyder, som jeg hører det, at kvinder og  mænd skal have samme muligheder, og at de skal værdisættes ens. Men hvis  kvinderne i virkeligheden ikke orker det besvær, som mænd indebærer, men  hellere vil bruge kræfterne på sig selv, så skaber ligestillin
• gen ikke  ligestilling.
• Ideen om, at mænd og kvinder skal være lige om  børnene, er grundlæggende noget sludder. Det hele begynder med, at kvinden  bliver gravid. Det er nu hundrede procent op til hende, om barnet skal komme  til verden eller ej, og dét uanset faderens ønsker.
• Hvis  han eksempelvis ikke ønsker barnet, hvæser tusinde rasende kvinder, »at han  jo så bare kunne have passet bedre på«. Hvis kvinden derimod ikke ønsker  barnet, så er det hendes ret at få det fjernet, for det er jo hendes krop.
• Det er muligt, at mænd  engang i fortiden trynede kvinder og tog deres bidrag til verden for givet.  Dengang var det en tradition, at manden sad på et værtshus, mens kvinden  fødte. Sådan er det virkelig ikke mere. I dag deltager mænd med glæde og er  stolte over deres ansvar; både for kvinden og for børnene.
• Kvinder er, med deres magt over livet, mændene  totalt overlegne. Mænd skal ikke have mere i løn end kvinder, fordi de er  bedre end kvinderne. De skal have mere i løn, fordi de er dårligere end  kvinderne.
• I dag viser tal fra Socialforskningsinstituttet, at  hele 22,7 procent af alle danske mænd, der runder 44 år, aldrig får børn, og  det sker formodentlig, fordi de ikke har nok at tilbyde de stærke og  uafhængige kvinder.

11 more annotations...

• Kvindebevægelsen har gennem tiden opnået en række konkrete sejre, herunder stemmeret (1915), fri abort (1973)  og lov om ligeløn (1976). Kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, er beskæftigede indenfor professioner, der før var lukket land, og uddanner sig i højere grad end mænd. De sidste 100 års kvindekamp er altså ikke uden resultat, og har på nogle områder gjort kvinders situation bedre, end den var, før kvindedagen blev indstiftet.
• Men der er stadig meget at kæmpe for. Selvom loven om ligeløn i dag har et stykke over de 30 år på bagen, er der stadig ikke tale om reel ligeløn mellem mænd og kvinder. Den kønsbestemte lønforskel i Danmark ligger ifølge EU–kommisionen i dag på 17,7%. Et tal, der, i World Economic Forums seneste globale ligestillingsrapport, giver Danmark en 43. plads, når det gælder ligeløn. Det er ovenikøbet et stort tilbageskridt, da man I slutningen af 1990‘erne havde nedbragt forskellen til omkring 12%.
• Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet betyder heller ikke, at rollen som mor eller kone er forsvundet, men blot ændret. Nutidens kvinder står stadig for 2/3 af husarbejde og børnepasning, og forventes at balancere familie– og arbejdsliv uden at fejle på nogen af fronterne. Kvinden er stadig undertrykt som arbejder, og det er ikke en frigørelse eller en forbedring af kvindens liv, men dækker i højere grad over det faktum, at det kapitalistiske system har brug for kvindernes arbejdskraft.
• år kvindekampen i dag oplever tilbageslag, skyldes det først og fremmest, at kampen ikke kan vindes inden for kapitalismens rammer. Undertrykkelsen af kvinder er indbygget i det kapitalistiske system og har sine rødder i klassesamfundet. Derfor deler kampen for kvindefrigørelse heller ikke mellem køn, men mellem klasser – og kampen er, ligesom kampdagen, international.

2 more annotations...